Slægtsforskning

Alle har en slægt og alle har forfædre og formødre. Derfor kan alle også gå i gang med slægts-forskning. Lokalarkivet kan bl.a. hjælpe dig med at sætte “kød” på forfædrenes liv og færden.
På lokalarkivet kan slægtsforskeren i reglen finde kopier af folketællinger og kirkebøger fra lokalområdet. Originalerne findes i de statslige arkiver og afleveres ikke til lokalarkiver.

Den lokale styrke

Men netop fordi lokalarkivernes samlinger er så lokale, har slægtsforskeren her mulighed for at finde frem til en lang række oplysninger, som ikke ville komme for dagen kun med brug af f.eks. kirkebøger og folketællinger. Ved brug af f.eks. aviser, fotosamling etc. kan slægtsforskeren få et meget mere nuanceret indblik i sine forfædres liv.

Fotos og erindringer

Fjelstrup lokalarkiv har omfattende samlinger af fotos, der kan hjælpe slægtsforskeren. Selvom der måske ikke er billeder af slægtsmedlemmer, kan det ofte lykkes at finde fotos af lokale steder m.m. således som disse så ud på forfædrenes tid. På samme måde kan erindringssamlinger være nyttige, også selvom om de måske ikke stammer fra netop den egne slægts medlemmer.
På Fjelstrup lokalarkiv er der b.la. fortegnelse over ejendomme i Fjelstrup, Anslet, Sillerup, Knud (med ejere op gennem tiden).

Alt kan benyttes på arkivet, og vi hjælper selvfølgelig gerne.